Godt nytår til alle derude. Jeg håber, I er kommet godt ind i det nye år.

Jeg vil gerne bruge årets første bogindlæg til at ‘byde jer indenfor’ i de nye skønne omgivelser, som jeg i 2019 byder hovedparten af mine klienter velkomne i. I efteråret 2018 var jeg så heldig at blive en del af fællesskabet i Kula Yoga Studio i Værløse, et lokalt yogacenter som min gode veninde Vicky Olivia driver.

Det har overrasket mig meget, hvor stor betydning fysiske rammer kan have. Stedet emmer simpelthen af ro. En ro jeg ikke har oplevet på andre arbejdspladser. Jeg er dybt taknemmelig for at kunne byde mine klienter velkomne i så hyggelige og rolige omgivelser, som Kula byder på, og jeg mærker selv større arbejdsglæde blot ved, at Kula danner rammen om min arbejdsdag. Vigtigst af alt oplever jeg, at omgivelserne i sig selv gør noget helt særligt ved selve det terapeutiske arbejde.

Det første, du møder, når du træder ind i Kula, er et stort lyst loungeområde med levende lys og blid dæmpet musik i baggrunden. Mange af mine klienter nævner, at de har stor gavn af ‘lige at lande’ og finde roen ude i loungen, inden de kommer ind til mig i mit lokale, der ligger i forlængelse af loungeområdet. Endelig er der den store smukke enkle yogasal, som der kan ses fra loungeområdet. Det hele kan ses på billederne nedenfor.

Mange får lyst til at kombinere terapien med yoga blot ved at træde ind i Kula:-) En kombination der i den grad er gavnlig for størstedelen af mine klienter, hvoraf hovedparten oplever stress, angst og/eller depressive symptomer.

Jeg ser frem til at byde mange flere klienter velkomne i 2019.

De bedste hilsner fra

Cecilie Stjernholm Skov.