De fleste af os har været ude at flyve. Og de fleste af os har set et utal af stewardesser og stewarder vise, hvordan iltmasken placeres korrekt over munden og næsen. Og når man som undertegnet rejser med små børn, bliver man desuden instrueret i at tage sin egen iltmaske på først, inden man hjælper sine børn med deres.

Netop denne pointe er vigtig. Mange forældre ville nemlig instinktivt give deres børn iltmaskerne på først. Hvad de ikke når at tænke på er, at de ikke er til meget hjælp for deres børn, hvis de efterfølgende selv dejser omkuld af iltmangel.

Samme tankegang kan overføres til hverdagen i et noget lavere luftlag. Det kræver ilt – energi og overskud – at kunne drage omsorg for andre. Og lige præcis dette glemmer mange.

De fleste af os har ikke svært ved at drage omsorg for andre. Vi gør det faktisk i stor stil og med de bedste intentioner – det kan være i kraft af vores jobs, i rollen som forældre, venner, veninder, ægtefæller og for nogle i rollen som pårørende.

At kunne drage omsorg for andre er en fantastisk god evne at have. Men når det et niveau, hvor egne behov gang på gang tilsidesættes til fordel for andres, bliver det drænende i længden. Dette hører jeg mange klienter sætte ord på.

For at kunne drage omsorg for andre kræver det, at vi evner at drage omsorg for os selv. At vi prioriterer (også) at få vores egne behov dækket. At vi skaber tidspunkter i løbet af ugen, hvor vi lader op. Hvordan drager du bedst omsorg for dig selv?

Kræver det alene-tid?

At du slukker for mobilen?

Går en lang tur i skoven?

Danser natten lang med dine venner?

Og ikke mindst, husker du at prioritere tid til dette?

Mange lever efter parolen, at ’de skal yde, før de kan nyde’. De færreste når dog til det punkt, hvor de kan nyde, da listen af to-do’s er alenlang…

Tænk over hvad der giver netop dig mere ilt. Mere energi. Og ikke mindst mere overskud til at leve det liv, du ønsker. På med iltmasken.

De bedste hilsner fra

Cecilie Stjernholm Skov