Begreberne selvværd og selvtillid har det med at blive brugt i flæng. Men der er forskel på begreberne, og det kan være rigtig godt at kende til denne forskel – særligt i tilgangen til børn.
Selvtillid dækker primært over det, vi kan præstere, dét vi er gode til. Det handler altså om ydre kvaliteter.
Selvværd derimod dækker over, hvad vi grundlæggende tænker om os selv. Om vi oplever, at vi er noget værd som person, om vi oplever at være gode nok lige præcis som den person, vi er. Der er tale om indre kvaliteter, og selvværdet kan siges at danne fundamentet for vores personlighed.
På samfundsplan er der (desværre) stor tendens til at rette vældig meget fokus mod præstationer – folkeskolebørns faglige kompetencer testes som aldrig før; unge er mere eller mindre tvunget til at jagte høje karakterer på ungdomsuddannelserne grundet tårnhøje snit på de videregående uddannelser og senest uddannelsesloftet; og der stilles tiltagende større krav om effektivisering på arbejdsmarkedet.
Dette fokus på præstationer, og det indirekte fokus på selvtillid, afspejles (desværre) også i tilgangen til vores børn. (Ud fra de bedste intentioner) retter vi meget fokus mod vores børns præstationer og roser dem i stor stil (da vi simpelthen let begejstres over vores børn). Børnehavebarnet, der lige har lært at gynge selv, råber glad til sin mor: ”se mor, jeg gynger helt selv!”, hvortil moren svarer: ”nøj, hvor er du dygtig skat!”. Barnet ville egentlig bare dele sin glæde ved at kunne gynge selv med sin mor, men i stedet får barnet en vurdering af kompetencen ’at gynge’, og lærer, at det åbenbart også er noget, man kan være enten god eller dårlig til. I rosen ligger der altså en form for bedømmelse.
Jeg finder det selv vanvittigt svært at lade være med at rose mine egne drenge, hver gang de viser mig noget nyt, de har lavet eller noget nyt, de kan. Det ligger åbenbart så dybt i os – vi er jo selv et produkt af rose-kulturen. Men jeg forsøger at være bevidst omkring det, og fx øve mig i (i ovennævnte situation) blot at sige: ”nøj, du gynger helt selv!”. Begejstringen i mit tonefald og mit smil vil være alt rigeligt til, at mine drenge vil vide, at jeg deler deres glæde, og ikke mindst at de føler sig set og anerkendt i situationen. Som en dreng, der er glad for at kunne gynge selv. Ikke andet. Når de viser mig en ny tegning, er min første spontane indskydelse: ”ih, hvor er den flot, hvor er du bare dygtig skat!”. Men egentlig er ”tak, hvor er du sød at lave den til mig!” igen alt rigeligt.
Børn tager ikke skade af ros i ny og næ. Vi må gerne rose vores børn. Særligt den procesrettede ros kan være gavnlig: “hvor var det godt kæmpet!” i forbindelse med den anstrengelse, barnet gør sig for at opnå noget – fremfor den personrettede ros: “hvor er du dygtig!”. Såfremt dét stort set er det eneste, de lægger ører til, så tager de skade – deres selvværd tager skade.
Vænnes vi fra en tidlig alder til at basere vores selvopfattelse på vores præstationer og resultater, kan vi blive afhængige af ydre ros og anerkendelse. Vi lærer simpelthen, at vi skal være dygtige og præstere for at blive set og føle os elskede. Vi bliver derfor også ekstra sårbare, såfremt vi ikke lykkes, med det vi gør. Vi rammes hårdere, hvis vi ikke formår at leve op til egne eller andres forventninger. Vi har brug for fundamentet, selvværdet, at læne os op ad.
Og derfor er det så pokkers vigtigt, at vi starter i børnenes aller tidligste år med at styrke netop deres selvværd. De skal vide, at vi elsker dem, blot fordi de er lige præcis den, de er.
De bedste hilsner fra
Cecilie Stjernholm Skov